Hvorfor er skinnyernes pris så meget højere end de andres?
Jeg hører ofte fra andre, hvorfor skinnyer skal være så meget dyrere end andre marsvin - de er
jo hverken sjældne, vinder mere på udstillinger eller lignende. Det kan man jo for så vidt godt
blive enige om at de påstande er korrekte, og derfor har jeg skrevet denne lille "forklaring"
sammen på hvorfor i hvert fald skinnyerne her i opdrættet har en højere pris end de andre.
Her i opdrættet varierer priserne på skinnyerne, som regel mellem 350-650 kr. hvor det er ting
som behåring, kvalitet mht. udstilling mv. der afgør prislejet. De kraftigt overbehårede ligger
lavest og de bedst behårede øverst idet jeg opdrætter i forhold til standarden til racen og
forsøger at avle dem så perfekte som muligt.
Hvorfor ligger priserne så det hak over andre marsvins pris? For det første, så får det mange
folk til lige at overveje en ekstra gang om en skinny virkelig er det, de skal kaste sig ud i.
Der er mange ting ved skinnyer man lige skal overveje inden anskaffelsen - den ekstra pleje (
hudpleje bl.a.), om man varmemæssigt har optimale forhold, fodermæssigt (både kvalitet og mængde
da skinnyer ikke ligefrem er de mest småtspisende dyr), selskabmæssigt, støjmæssigt og lignende.
Hvis prisen ligger lidt højere end at man bare kan gå ud og købe et nyt uden problemer hvis man
skulle være uheldig, så får det gerne folk til at overveje en ekstra gang, og interessere sig
lidt mere for de ting man gerne skal vide inden anskaffelsen.
Dernæst er skinnyer som fortalt ikke ligefrem de mest småtspisende marsvin. Forstået på den måde
at de gerne spiser en hel del mere både foder, hø og grønt i den tid de går her til de er klar
til at blive solgt. For at de trives godt i opvæksten kræver de et godt og solidt tørfoder og
derudover godt med lækkert hø og suppleret med grøntfoder. Det koster altsammen penge og på den
tid der går fra de fødes til de kan sælges, når de snildt at æde salgsprisen op, så derfor er
salgsprisen på skinnyerne absolut ikke noget man som sælger tjener på.
Sidst men ikke mindst lægger jeg et stort arbejde i at opdrætte så fine og sunde skinnyer som
muligt. Jeg bruger ikke at parre skinny x skinny særlig ofte, men bruger i stedet en del
skinnybærere i min avl. Dette betyder ofte at mange af mine kuld giver 50% skinnyer og 50%
skinnybærere for at holde avlen så sund og stor som muligt. Jeg lægger meget omtanke og
overvejelser i hver eneste af mine parringer og ikke et kuld bliver sat i verden uden det er
gennemtænkt og planlagt grundigt. Dette betyder også at jeg kender mine linjer og mine dyr, og
jeg kan derfor stå inde for at mine dyr og min avl er sund og rask. Jeg avler på dyr der er
sunde og har et godt helbred og derfor også har al mulig chance for at leve et godt liv i
mange år.
|
|
|